Historien

Holmene bliver etableret i forlængelse af Avedøre Holme. Indtil 1964 var det små holme, indsøer og frodig natur, der udgjorde kystlinjen i det område, der i dag kendes som industriområdet Avedøre Holme. Her fik naturen lov til at vokse vildt. Sandklappen, Smaaholme og Storeholm var en del af det ubeboede landskab, hvor køerne græssede om sommeren og som var et yndet jagtområde med et rigt plante- og dyreliv.

I efterkrigstiden rykkede fabrikkerne ud af byen, og der blev efterspørgsel på nye store industrigrunde i Hovedstadsområdet. 

I 1960’erne startede det omfattende landvindingsprojekt, hvor et enormt område af lavvandet farvand omkring holmene blev inddæmmet. Naturen blev erstattet af industri og senere udbygget med vigtige forsyningsanlæg for strøm, fjernvarme og spildevand.

Avedøre Holme rummer i dag omkring 400 virksomheder med i alt 12.000 medarbejdere. Området er i dag fuldt udbygget, og der er efterspørgsel efter mere plads til nye virksomheder. Derfor vil Holmene passe godt ind i forlængelse af Avedøre Holme, og kombinationen af det eksisterende Avedøre Holme og det nye område Holmene vil sætte ekstra skub i udviklingen af erhvervslivet i hovedstadsregionen.